Teori og Metode

Her bliver du præsenteret for vores vision og mission, som ligger til grund for alt vores arbejde. Du får også viden om nogle af de konkrete metoder, vi arbejder efter.

Vision

"Vi vil være kendt for at levere socialfaglige ydelser af høj kvalitet, som er afmålt efter borgernes individuelle behov, samt være i stand til at beskrive og måle effekten af vores indsats.

Med velfærdsteknologi, inddragelse af borgerens netværk, nye partnerskaber, flere gruppebaserede tilbud & sundhedsfremmende tiltag – vil vi bidrage med nye løsninger, således at den enkelte borger kan leve et liv med øgede inklusionsmuligheder i sit nærmiljø.

En fremtidig indsats for mental sundhed vil rette sig mod såvel kendte som ikke kendte borgere. Vi skal besidde og udvikle nye faglige metoder og kompetencer til at efterleve specialistopgaver og samtidig kunne tilbyde nye ydelser, når disse bliver efterspurgt.

Nye innovative tiltag vil fokusere på at kombinere kendte elementer på en ny måde . Vi skal fortsat være konkurrencedygtige indenfor vores specialiserede botilbud og supplere den pædagogiske opgaveløsning med inddragelse af frivillige. Vi vil arbejde hen imod færrest mulige fagpersoner, når der i opgaveløsningen er behov for pædagogiske ydelser & omsorg/plejetilbud.

Vi vil tilbyde akutindsatser med hurtig og effektiv indsats – som forebygger og forhindrer yderligere stigmatisering og klientgørelse".

Mission

  • Vi udvikler og leverer ydelser, som sætter borgerens egne livsdrømme og værdier i fokus. Vi arbejder med ligeværdighed og understøtter borgerens egen recovery-proces.
  • Vores princip er: intet om borgeren uden borgerens accept og inddragelse.
  • Indsatsen fokuserer på værdier, livsdrømme og livshistorie, der har som mål at skabe social integration og et liv med livskvalitet.
  • Vi understøtter borgeren i at finde mening, håb og motivation.
  • Vi understøtter borgeren i at forstå sig selv og omverdenen
  • Vi understøtter borgeren i styrkelse af selvværd, integritet og identitet
  • Vi understøtter borgeren i at kunne takle tilværelse
  • Vi understøtter borgeren i at (gen-)erhverve gode relationer og danne netværk.
  • Vi understøtter borgeren i at erhverve nye kompetencer og handlingsstrategier.
  • Vi understøtter borgeren i at styrke både den fysiske, den sociale og den mentale sundhed.
  • Vi arbejder med involvering og åben dialog.
  • Vi har fokus på medarbejderens personlige og faglige kompetenceudvikling for at sikre ydelser med høj faglighed.
  • Vi har fokus på inklusion og på at afstigmatisere psykisk sygdom.

Recovery

Mental Sundheds overordnede tilgang bygger på recovery, hvor fokus er på den psykisk sårbares mulighed for at komme sig.
Vores udgangspunkt er derfor altid en åbenhed overfor den enkelte borgers ønsker og tanker om, hvordan et godt liv kan komme til at udfolde sig.
Derfor vil vi i vores arbejde og tilgang altid have fokus på det, som giver værdi og mening frem for at se på begrænsninger.
Det stiller nogle særlige krav til samspillet mellem professionel og borger, og derfor arbejder vi ud fra et etisk kodeks med følgende værdier som arbejdsgrundlag:

  • Respekt
  • Faglighed
  • Ansvar
  • Åbenhed
  • Tillid

Læs mere om vores værdier her.

Humanistisk eksistentielt menneskesyn

Mennesker har forskellig opfattelse af, hvilke værdier, der giver indhold i eget liv.
Vores teoretiske udgangspunkt bygger på et humanistisk eksistentielt menneskesyn, som peger på en række sociale behov, der har stor betydning for menneskets psykiske sundhed, trivsel og udvikling.

Dette drejer sig om behov for tilfredsstillende kontakt med andre, tilknytning, tilhørsforhold, følelsesmæssig og tankemæssig stimulation, kærlighed, accept, venskaber og gode rollemodeller mm.

Med dette menneskesyn peges der på rettighed til eget liv, rettighed til egne valg, rettighed til frihed og ansvarlighed i samspil med omgivelserne.

Menneskesynet lægger vægt på relationen mellem mennesker som basis for udvikling.

Metoder

Det følgende er eksempler på metoder, der anvendes af medarbejderne - afhængigt af indsatsen.

Relationsarbejde: Tager udgangspunkt i at rumme forskellige normer og værdier og se andre som ligeværdige partnere. At turde være fordomsfri, nysgerrig og være personlig og professionel, og give præcise og klare meldinger. At kunne se interesse, empati og medfølelse og være opmærksom på at respektere egne og andres grænser.

Kognitiv tilgang: Ordet kognition kan oversættes til tænkning/erkendelse. I kognitiv behandling benytter man sig i høj grad af de muligheder, som ligger i at belyse, tale om og muligvis finde nye erkendelser.

Anerkendende kommunikation: Medvirkende til at etablere konstruktive og bærbare relationer, forstået således at al anerkendende kommunikation starter med afsæt i dig selv - for at kunne indgå i anerkendende kommunikation med andre.

Støtte & vejledning: Bygger på ressourcefremskaffelse, formidling og rådgivning om alment menneskelige forhold og problemer.

Jeg-støttende samtaler: Metoden i den jeg-støttende samtale tager udgangspunkt i den jeg-støttende psykoterapi, som primært har fokus på udviklingen og understøttelsen af den enkeltes ressourcer.

Coaching: Træning i at have fokus på egne ressourcer.

Psykoedukation: Undervisning i den konkrete psykiske lidelses forhold.

Gruppearbejde/empowerment: Tager afsæt i følelser og handlinger for at opnå sociale og eller sundhedsmæssige forandringer.

Netværksinddragelse: Familien eller nære pårørende er ofte en betydningsfuld del af de fleste menneskers liv. Når den enkelte borger selv ønsker at involvere sine nærmeste, vil Mental Sundhed medvirke til, at dette kan ske.

 



Feedback

Sidst opdateret

23.03.2016

Ansvarlig redaktør

Rie Lindekrans